Klatring i Bø området

Undervisning i klatring
Det næste punkt på programmet på den fordybning jeg havde valgt, fjell og bre, var klatring. Det foregik tre forskellige sted rundt omkring Bø, som var i cykelafstand. Fordelen ved det var at jeg som ny i Bø fik øjnene op for hvilke muligheder der er tæt på byen, mens jeg kunne fornemme at nogle af de mere garvede Bø-beboere gerne ville have været ude og opleve andre steder.
Vi havde i alt 4 dages undervisning, hvor vi lærte meget. I klatring, som i så mange andre friluftsaktiviteter, er sikkerheden meget vigtigt. Derfor brugte vi meget tid på det, og brugte et system så vi altid var sikre i mindst to punkter, hvis nu det ene ikke sas så godt, så hang vi (forhåbentlig) i det andet. Vi gennemgik forskellige måder at lave en standplads på, ved at bruge træerne på toppen og så rappellere ned og lave en ny standplads, hvor et toptovsfæste skulle laves. Det bliver måske lidt teknisk for nogen, men det var for at gøre klar til at klatre på væggen under og fastgøre tovet i et sikker toptovsfæste. Og det er jo smart at kunne  hvis vi senere skal have gruppe med ud og klatre, så vi kan gøre klar til dem.

Derudover arbejdede vi med at klatre på led, som det hedder på norsk (førstemandsklatring på dansk), hvor man løbende sikre sig selv, enten i bolte der er sat op i forvejen eller ved kiler. Det med at sætte er et håndværk og noget der kræver meget øvelse, da det kan være svært at vurdere hvilken størrelse kiler der passer ind i den sprækker man skal sikre sig i. Derudover skal vi kunne sætte kiler, hvis vi klatre på flere tovlængder, altså klatre på høje klipper, der er længere end tovet. Er det tilfældet, klatre den første op og sætte kiler undervejs til vedkomne ikke kan komme længere på tovet. Så laves der en standplads med mindst to kiler, hvor vedkomne så kan sikre den anden fra når han/hun klatre op. Når anden klatreren kommer op til den første, klatre vedkomne videre og laver en ny standplads længere oppe, og så kan den nederste person klatre videre, og så fremdeles til man når toppen. Vi øvede de rutiner der er knyttet til dette i et stort stenvirvar, som ikke var særlig stejlt. Dermed behøvede vi ikke at klatre og være bange for at vores kiler ikke sad ordentligt, men kunne gå/småklatre opad, mens vi øvede at sætte kiler og lave gode standpladser og på skift sikre hinanden. Det var en meget lærerig situation!
Den sidste dag med klatring, havde vi særligt fokus på redninger. Vi øvede redningssystemet på flad mark og gik på klemkundegang i træ, da det er måden man kan komme op til en tilskadekommen person på en klatrevæg.
Alti i alt en spænende gang undervisning, hvor jeg synes jeg lært meget. Men jeg kan godt mærke at der mangler lidt rutine med de forskellig ting, så lad os ikke håbe at vinteren kommer alt for hurtigt. Det kunne være fedt lige at få klatre lidt inden. Det bliver der helt sikkert mulighed for på egenfærden, som jeg snart skriver mere om her på bloggen, så hold dig opdateret :)

Bretur til Folgefonna

Det næste friluftseventyr udspiller sig i og på Folgefonna breen, der er deb sydligste bre i Norge. Det betød at vi ikke havde nær så lang transport (3 timer) som til Smørstabbren i Jotunheimen, hvilket klart var en fordel, da turen blot varede 3 dage med intense og lange dage på breen.
Efter turen havde min gode veninde Laura og jeg planlagt at blive i området og at bruge 4 dage mere på at krydse breen over til fjorden på den anden side. Når vi nu alligevel var  i gang. Jeg glædede mig meget til begge dele!


Kammeratredning af bevidstløs
Den første dag gik vi fra parkeringspladsen til lejren med alle vores pakkenelliker, og derefter på ryggen med tov, breudstyr og madpakken og afsted mod breen. Fra lejren var der to timers opstigning med stort O. Der var 700 meters højde forskel, og på de meget stejle passager var der af sikkerhedsmæssige årsager sat reb op. Da vi kom op til breen, sp vi hurtigt at denne bre så mere udfordrende ud end Smørstabbreen. Den var fyldt at sprækker, huller og stejle isvægge. Et sandt legeland for sådan nogle bre-tosser som os.

700 højdemeter nede i dalen havde vi lejr

Vi øvede udvidet kammeratredning, hvor vi lod som om at den forulykkede i faldet var blevet bevidstløs, og vi derfor måtte rappellere ned og begge blive hejst op i en talje. Det gjorde det hele lidt mere kompleks, men det blev hurtigt overskueligt da vi fra tidligere havde en god basisforståelse for systemet. Men det gør det uden tvivl mere tidskrævende at arrangere det hele, og tungere at skulle hejse to personer op. Det meste af dagen gik med at øve på dette, hvor alle fik gennemgået alle "roller" i denne slags redninger.
Vi nåede ned i lejren lige inden det for alvor blev mørkt og udnyttede dagslyset optimalt. Glad og tilfredse efter dejlig aftensmad, gik vi tidligt i sovenposen, da morgendagen startede tidligt.

Turdag
På anden dagen skulle vi i to gruppen gå op af brefaldet, hvor den ene gruppe derefter gik til venstre og den anden mod højre og derefter ned af breen et andet sted. Derefter var det næsen hjemad på fjeldet og gennem skoven.
Som nævnt tidligere var denne bre mere udfordrende udformet og derfor blev der af sikkerhedsmæssige årsager sat en del mellemforankringer på vej på ad brefaldet. En mellemforankring er en isskrue der bliver sat hvor den kan hjælpe mest muligt i et eventuelt fald, og hvor tovet som vi alle er bundet ind i, bliver koblet til vha. en karabin. Det var spændende at bevæge sig op af brefaldet og se hvad der gemte sig af udfordringer på vores vej. Da vi nåede et godt stykke op, måtte vi af breen og krydse et stejlt stykke klippe der havde smeltet sig fri af breen. Vi måtte klatre langs et vandfald og da vi nåede det sted hvor breen begyndte igen, tog vi frokostpause inden stegjern og øksen kom frem igen, og vi fortsatte turen på bren. Efter lidt mere opstigning nåede vi plateauet og breen fladede ud. Herfra kunne vi næsten kun se bre så langt øjet rakte, og jeg forestiller mig at det er sådan der (nogenlunde) ser ud hvis vi stod på indlandsisen. Vi øvede derefter i at navigere på bre vha. kort og kompas, og fandt efter gode diskussioner om hvad der var hvad i landskabet i forhold til kortet, det rigtige sted at gå af breen. Derfra var der en meget stejlnedstigning først langs et vandfald og senere i skovområde.
Av mit knæ!
Da vi nåede til skoven og det for alvor blev stejlt, skete der det uheldige at jeg snublede i nogle sten og lave en lille kolbøtte forover ned af bakken, og landede som en anden skildpadde på mit skjold (rygsækken). Jeg kunne mærke at der var skete et eller andet vrid i mit knæ som helst ikke skulle være sket. Efter at have sundet mig lidt og strakt og bøjet knæet, rejste jeg mig og fortsatte forsigtigt turen nedad. Det gjorde godt nok lidt ondt, men ned skulle vi jo, og det var ikke så slemt at jeg kunne få mig selv til at bede om at blive båret.
Efterhånden som tiden gik, blev mit knæ mere og mere ømt og stift og jeg fik etableret en kompresforbinding, der hjalp lidt på det. Jeg kunne ikke lade være med at gå og ærger mig over det, og inderligt håbe at det ikke var så galt som jeg frygtede. Jeg skulle jo gerne være frisk til at være på tur 5 dage endnu, med tanke på Lauras og min planlagte tur over breen.
Den søde gruppe jeg var med, var flinke til at vente på mig, og bar til sidst alle min ting for mig, så der var mindst mulig belastning på knæet. Som dagen inden nåede vi lejren da mørket var ved at falde på og jeg kunne slappe af i mit knæ, og være glad for at jeg klarede turen ned på trods af det.
Natten igennem sov jeg ikke så meget, da det gradvist gjorde mere og mere ondt, og jeg kunne mærke at det blev stift i takt med at det blev koldt. Jeg frygtede for om jeg ville være i stand til at deltage på breen næste dag.

Lejrdag - ØV!
Det viste sig hurtigt næste morgen at mit knæ var hævet op i løbet af natten og jeg næsten ikke kunne bøje det. Med tanke på den to timers optur for at komme til breen, måtte jeg meget mod min vilje desværre blive i teltet, da de andre drog afsted mod breen.
Jeg sov lidt mere (eller faktisk meget mere, for det var ikke meget søvn jeg havde fået) og spiste "morgenmad" kl. 12:30. Derefter fandt jeg hækletøjet frem og tændte et hyggeligt lille bål på lejrens bålplads. Efterhånden kom to andre ud af teltene, som også var forhindret, pga. af ankel og madforgiftning, og vi kunne holde hinanden lidt med selskab. Det meste af dagen gik ved bålet, kun afbrudt af toiletbesøg i skoven omkring os. Noget jeg kan hilse og sige er meget besværligt, da det er stort set umuligt at indtage hugstilling med et stift knæ. Jeg udviklede dog efterhånden en teknik hvor det dårlige knæ kunne holdes strakt og det andet bøjet, men nemt var det ikke!
I løbet af dagen måtte jeg affinde mig med at det også betød at Laura og jeg ikke kunne tage på den fantastiske tur vi ellers havde planlagt, hvilket sådan set var det værste. Jeg kunne bedre undvære en enkelt undervisningsdag på breen, end 4 dages hyggeligt tøsetur. ØV!

Afslutning
Så det blev en hjemtur i bil med strakt knæ og efterfølgende en uges plejning med alt hvad det indebærer af is, kompresforbinding, ro, hækling for at få afkald på lidt energi, øvelser, skype med storebror der er fys og i det hele taget ikke meget at foretage sig med et dumt knæ. Gennem samtaler og "undersøgelser" på skype med min kære bror, fandt vi sammen ud af at jeg med stor sandsynlighed havde beskadiget det inderste ledbånd, og heldigvis ikke noget korsbånd, som ellers ofte også sker ved denne type vrid. Så jeg var nok heldig sluppet når det nu skulle være. Men hvis jeg nu var god til at tage mig godt og fornuftigt at knæet, kunne jeg måske være hurtigt klar igen; det var det der holdt mig oppe i den uge.

Brekursus og egenfærd i Jotunheimen

Den røde markør viser hvor i Norge Smørstabbren ligger. 

Det første tema vi på studiet kastede os over var et grundkursus i bre. Før det gik løs med alt de praktiske vi skulle igennem, var der først nogle forberedelser af mere teoretisk karakter. Vi havde forelæsninger i glasiologi, læren om breer, historisk tilbageblik om vandring på bre og turfroberedelse. Og så var i ellers klar til at tage den 8-9 timers bustur nordpå til det smukke og kuperede Jotunheimen.

Turen i sin helhed varede 14 dage og var inddelt i to etaper. Den første uge gik med selve brekurset med fast lejr tæt ved breen. Derefter tog vi på egenfærd i mindre grupper uden vejleder, som vi selv havde planlagt. Jeg havde aldrig været på tur så længe, så jeg glædede mig til den udfordring.

Brekursus på Smørstabbreen
I løbet af den første uge gennemgik vi et brekursus, hvor alle 46 studerende fra min årgang var delt ind i tre grupper. Hver gruppe havde en vejleder tilknyttet, men selve undervisningen stod studerende fra 3. årgang for. De var aspiranter til at blive breinstruktører og en del af deres vej til at blive det var undervisningspraktik med os. Der var således 2 aspiranter med hver vejleder, der hver havde halvdelen af gruppen (ca. 5 pers.). Så skulle det strukturelle vist være forklaret :)

Laura viser udstyret frem

Jeg havde aldrig været på bre med fuldt udstyr før, så derfor var det meget spændende for mig at opleve dette nye element. Vi var godt udstyret inden vi gik på breen med diverse udstyr som kan ses på billederne nedenfor. Hvis vi starter nedefra så havde vi stive fjeldstøvler eller brestøvler med steigeisen påmonteret. Steigeisen, eller stegjern som de hedder på norsk, består af 10-12 spidse pigge så vi kan stå fast på isen. Omkring hoften havde vi en klatresele, med diverse isskruer, karabiner, båndslynger, klemknydeslynger osv. hængende. En brystsele som var forbundet med klatreselen og hovedtovet, skulle forhindre at vi ikke gled ud af klatreselen hvis vi skulle falde på hovedet ned i sprække. I hånden havde vi hele tiden en isøkse og på hovedet en hjelm. Med alt det udstyr var sikkerheden varetaget og vi var i stand til at gennemfører en redningsaktion.

På breen gik vi i det der på norsk hedder taulag (dansk tovhold) af 5-6 personer, som vil sige at vi alle var bundet fast til et hovedtov af sikkerhedsmæssig årsager. På breen var der i nogle områder mange og dybe sprækker og ved at være bundet sammen, blev faldet ikke så langt og vi havde samtidig mulighed for at lave en talje og hejse den forulykkede op. Sådanne redningsaktioner blev øvet flittigt; mere om det senere.
Det første vi lærte, og som de første dage gik med, var hvordan vi bedst gå på isen. Stegjern og isøksen er gode hjælpemidler i den situationen. Vi kan gå på meget stejle passager blot ved hjælp af stegjern, men bliver det meget stejlt, må isøkse i brug. Ved at hakke den i isen får vi mulighed for at få et ekstra fast holdpunkt ud over stegjernene, og det går det noget lettere og sikrere at komme opad. Derudover lærte vi at hugge trin, som i gamle dage blev anvendt flittigt, inden stegjern blev standard udstyr.
Vi øvede den rette teknik i udfordrende områder på breen, hvor dybe sprækker skulle forceres (eller undgås) og stejle partier skulle bestiges. Det er et stort legeland at bevæge sig rundt på breen, og en fed fornemmelse at hakke isøkse i isen og trække sig op i den, få et nyt fodfæste ved at hakke spidsen af stegjernet i isen, og på den måde nå til tops på en isvæg!

Kammeratredning var også en af de helt store temaer på brekurset. En person, som regel den forreste i tovholdet, blev sænket/faldt ned i en sprække og resten af tovholdet skulle ny redde vedkomne på en sikker måde. Det foregår ved at lave en talje med enden af tovet og på den måde hejse den forulykkede op igen. Men vi måtte hele tiden have vores egen sikkerhed i baghovedet og sikre os med isskruer eller ved de andre i tovholdet. Det var spænende at lære hvordan man kan redde hinanden, og skabte en vis tryghed i gruppen og vi nu følte os godt rustet til at tackle en redningssituation hvis det skulle ske. Om dette var tilfældet kan I læse mere om senere i indlægget.
En stor oplevelse på grundkurset var da vi på en fantastisk solskinsdag tog på en dagtur til Storebjørn. En top på 2222 m., der stikker op midt på den store bre. Vi brugte i alt 12 timer på turen og det var det hele værd. Vi startede med at gå op på en ryg i nærheden af Storebjørn. På denne luftige ryg var der god udsigt over det meste af breen og til vores mål, Storebjørn. Vi fulgte ryggen til en anden top (Veslebjørn 2150 m.) og derefter gik det lidt ned før opstigningen til Storebjørn begyndte. Den sidste del inden toppen var klatring med sikring undervejs i tovholdet, da der var mange løse sten på vej op. Fra toppen var der en fantastisk udsigt, kva det gode klare solskinsvejr, og vi kunne udsigt til de høje toppe i nærområdet (Galdhøpiggen, Glittertinden og Hurrungane). Sindsygt flot! Hjemturen gik fint, og vi nåede teltet lige inden det blev så mørkt at pandelamperne måtte frem. En anden gruppe havde taget en anden vej mod Storebjørn, der viste sig at tage længere tid, og de nåede derfor ikke toppen. Hjemturen blev lang, da de mødte uventet mande sprækker som de måtte zigzage imellem og de nåede først lejren kl. 23.30.
Den første uge var på mange måder lærerig, udfordrende og spændende!

Egenfærd
Den følgende uge stod på egenfærd, hvilket vil sige at vi tog afsted i mindre grupper på egen hånd uden vejleder. Jeg var i gruppe med fem nordmænd, Petra, Ayna, Hedda, Ola og Eimund, og det skulle vise sig at være nogle fantastisk søde nogle af slagsen. Vi havde boet i telt og spist aftensmad sammen under brekusret, så vi kendte hinanden lidt på forhånd.
Den dag egenfærden startede var der meldt 40 mm. nedbør i løbet af dagen og yderligere 50 mm. om natten. Vores oprindelig plan var at krydse breen og slå lejr på den vestlige side af breen, men med den vejrudsigt blev planen ændret. Med meget nedbør kommer der ofte også en del tåge på bre og da vi ikke kendte isens beskaffenhed der hvor vi skulle gå, ville vi ikke risikere at en frygtelig masse bredde sprækker skulle besværliggøre færden. Vi valgte derfor at gå syd/vest rundt om breen. Dermed brugte vi to dage på at transportere os til det område der var velegnet for temaet for vores tur, nemlig topturer. Vi ankom efter to dages gang til en hyggeligt hytte, Leirvassbu. Hvis nogen har set skrækfilmen "Fritt vilt" så er det her den er optaget. (Så filmen i går og den kan absolut anbefales, selvom puden kom op for øjenene nogle gange) Vi blev venligt modtaget i receptionen, hvor 4 af os bestilte et rom, mens Hedda og jeg nøjes med et håndklæde så vi kunne få et tiltrængt bad. Ja, manden i receptionen nærmest tvang os i bad, ved at sige at vi ikke måtte benytte hyttens møbler medmindre vi tog et bad. Tror han kunne lugte de mange turdage hang i tøj og på kroppen.  Efter 10 dage på tur var det skønt med et varmt bad. Jeg har sjældent sat så stor pris på et bad!

Egenfærdsgruppen samlet på toppen af Bukehøe

Det er en hyggelig hytte, hvor vi nød at slappe af lidt indenfor i sofaen foran pejsen med kortspil og planlægning af hvilke toppe der skulle  bestiges. Det blev til to nætter ved Leirvassbu (Langvasshø 2030m. og Visbretinden 2234m.) og en overnatning på vej mod opsamlingsstedet for bussen i fantastisk solskinsvejr på Petras fødselsdag (Bukkehøe 2314m.) På turene blev det som tider lidt for spændende på vej op/ned, da vi ramte et løst stenmyr, hvor det var lidt farligt at gå/klatre i de meget løse sten. Men alt i alt en virkelig god egenfærd med fantastiske topturer, med nye herlige norske venner. Tak for det!

I den følgende tid har vi valgt os ind på et af fire fordybningsemne, Kyst (sejlads), vand og vassdrag (kano), kajak eller fjell og bre. Jeg har valgt det sidste, så der bliver flere fortællinger fra brevandringer og fjellklatring. Så hold dig opdateret her på bloggen!

Velkommen

Kære venner, familie og andre interesseret
Denne blog er til jer der gerne vil følge lidt med i hvad jeg laver her i Norge. Jeg er godt i gang med at lære meget om friluftsliv, igennem mit studie; Friluftsliv, natur- og kulturvejledning på Høgskolen i Bø. (Høgskole i Norge er højere videregående uddannelse, så universitet eller det vi kalder University College er vel hvad man kan sammenligne med)
Det er et rigtig spændende studie hvor jeg allerede har lært meget. Eksempelvis har jeg stiftet bekendskab med et helt nyt element, brevandring (bre=gletscher)
Det og meget mere vil I kunne læse og se mere om her på bloggen...
God læselyst!