Bretur til Folgefonna

Det næste friluftseventyr udspiller sig i og på Folgefonna breen, der er deb sydligste bre i Norge. Det betød at vi ikke havde nær så lang transport (3 timer) som til Smørstabbren i Jotunheimen, hvilket klart var en fordel, da turen blot varede 3 dage med intense og lange dage på breen.
Efter turen havde min gode veninde Laura og jeg planlagt at blive i området og at bruge 4 dage mere på at krydse breen over til fjorden på den anden side. Når vi nu alligevel var  i gang. Jeg glædede mig meget til begge dele!


Kammeratredning af bevidstløs
Den første dag gik vi fra parkeringspladsen til lejren med alle vores pakkenelliker, og derefter på ryggen med tov, breudstyr og madpakken og afsted mod breen. Fra lejren var der to timers opstigning med stort O. Der var 700 meters højde forskel, og på de meget stejle passager var der af sikkerhedsmæssige årsager sat reb op. Da vi kom op til breen, sp vi hurtigt at denne bre så mere udfordrende ud end Smørstabbreen. Den var fyldt at sprækker, huller og stejle isvægge. Et sandt legeland for sådan nogle bre-tosser som os.

700 højdemeter nede i dalen havde vi lejr

Vi øvede udvidet kammeratredning, hvor vi lod som om at den forulykkede i faldet var blevet bevidstløs, og vi derfor måtte rappellere ned og begge blive hejst op i en talje. Det gjorde det hele lidt mere kompleks, men det blev hurtigt overskueligt da vi fra tidligere havde en god basisforståelse for systemet. Men det gør det uden tvivl mere tidskrævende at arrangere det hele, og tungere at skulle hejse to personer op. Det meste af dagen gik med at øve på dette, hvor alle fik gennemgået alle "roller" i denne slags redninger.
Vi nåede ned i lejren lige inden det for alvor blev mørkt og udnyttede dagslyset optimalt. Glad og tilfredse efter dejlig aftensmad, gik vi tidligt i sovenposen, da morgendagen startede tidligt.

Turdag
På anden dagen skulle vi i to gruppen gå op af brefaldet, hvor den ene gruppe derefter gik til venstre og den anden mod højre og derefter ned af breen et andet sted. Derefter var det næsen hjemad på fjeldet og gennem skoven.
Som nævnt tidligere var denne bre mere udfordrende udformet og derfor blev der af sikkerhedsmæssige årsager sat en del mellemforankringer på vej på ad brefaldet. En mellemforankring er en isskrue der bliver sat hvor den kan hjælpe mest muligt i et eventuelt fald, og hvor tovet som vi alle er bundet ind i, bliver koblet til vha. en karabin. Det var spændende at bevæge sig op af brefaldet og se hvad der gemte sig af udfordringer på vores vej. Da vi nåede et godt stykke op, måtte vi af breen og krydse et stejlt stykke klippe der havde smeltet sig fri af breen. Vi måtte klatre langs et vandfald og da vi nåede det sted hvor breen begyndte igen, tog vi frokostpause inden stegjern og øksen kom frem igen, og vi fortsatte turen på bren. Efter lidt mere opstigning nåede vi plateauet og breen fladede ud. Herfra kunne vi næsten kun se bre så langt øjet rakte, og jeg forestiller mig at det er sådan der (nogenlunde) ser ud hvis vi stod på indlandsisen. Vi øvede derefter i at navigere på bre vha. kort og kompas, og fandt efter gode diskussioner om hvad der var hvad i landskabet i forhold til kortet, det rigtige sted at gå af breen. Derfra var der en meget stejlnedstigning først langs et vandfald og senere i skovområde.
Av mit knæ!
Da vi nåede til skoven og det for alvor blev stejlt, skete der det uheldige at jeg snublede i nogle sten og lave en lille kolbøtte forover ned af bakken, og landede som en anden skildpadde på mit skjold (rygsækken). Jeg kunne mærke at der var skete et eller andet vrid i mit knæ som helst ikke skulle være sket. Efter at have sundet mig lidt og strakt og bøjet knæet, rejste jeg mig og fortsatte forsigtigt turen nedad. Det gjorde godt nok lidt ondt, men ned skulle vi jo, og det var ikke så slemt at jeg kunne få mig selv til at bede om at blive båret.
Efterhånden som tiden gik, blev mit knæ mere og mere ømt og stift og jeg fik etableret en kompresforbinding, der hjalp lidt på det. Jeg kunne ikke lade være med at gå og ærger mig over det, og inderligt håbe at det ikke var så galt som jeg frygtede. Jeg skulle jo gerne være frisk til at være på tur 5 dage endnu, med tanke på Lauras og min planlagte tur over breen.
Den søde gruppe jeg var med, var flinke til at vente på mig, og bar til sidst alle min ting for mig, så der var mindst mulig belastning på knæet. Som dagen inden nåede vi lejren da mørket var ved at falde på og jeg kunne slappe af i mit knæ, og være glad for at jeg klarede turen ned på trods af det.
Natten igennem sov jeg ikke så meget, da det gradvist gjorde mere og mere ondt, og jeg kunne mærke at det blev stift i takt med at det blev koldt. Jeg frygtede for om jeg ville være i stand til at deltage på breen næste dag.

Lejrdag - ØV!
Det viste sig hurtigt næste morgen at mit knæ var hævet op i løbet af natten og jeg næsten ikke kunne bøje det. Med tanke på den to timers optur for at komme til breen, måtte jeg meget mod min vilje desværre blive i teltet, da de andre drog afsted mod breen.
Jeg sov lidt mere (eller faktisk meget mere, for det var ikke meget søvn jeg havde fået) og spiste "morgenmad" kl. 12:30. Derefter fandt jeg hækletøjet frem og tændte et hyggeligt lille bål på lejrens bålplads. Efterhånden kom to andre ud af teltene, som også var forhindret, pga. af ankel og madforgiftning, og vi kunne holde hinanden lidt med selskab. Det meste af dagen gik ved bålet, kun afbrudt af toiletbesøg i skoven omkring os. Noget jeg kan hilse og sige er meget besværligt, da det er stort set umuligt at indtage hugstilling med et stift knæ. Jeg udviklede dog efterhånden en teknik hvor det dårlige knæ kunne holdes strakt og det andet bøjet, men nemt var det ikke!
I løbet af dagen måtte jeg affinde mig med at det også betød at Laura og jeg ikke kunne tage på den fantastiske tur vi ellers havde planlagt, hvilket sådan set var det værste. Jeg kunne bedre undvære en enkelt undervisningsdag på breen, end 4 dages hyggeligt tøsetur. ØV!

Afslutning
Så det blev en hjemtur i bil med strakt knæ og efterfølgende en uges plejning med alt hvad det indebærer af is, kompresforbinding, ro, hækling for at få afkald på lidt energi, øvelser, skype med storebror der er fys og i det hele taget ikke meget at foretage sig med et dumt knæ. Gennem samtaler og "undersøgelser" på skype med min kære bror, fandt vi sammen ud af at jeg med stor sandsynlighed havde beskadiget det inderste ledbånd, og heldigvis ikke noget korsbånd, som ellers ofte også sker ved denne type vrid. Så jeg var nok heldig sluppet når det nu skulle være. Men hvis jeg nu var god til at tage mig godt og fornuftigt at knæet, kunne jeg måske være hurtigt klar igen; det var det der holdt mig oppe i den uge.