Brekursus og egenfærd i Jotunheimen

Den røde markør viser hvor i Norge Smørstabbren ligger. 

Det første tema vi på studiet kastede os over var et grundkursus i bre. Før det gik løs med alt de praktiske vi skulle igennem, var der først nogle forberedelser af mere teoretisk karakter. Vi havde forelæsninger i glasiologi, læren om breer, historisk tilbageblik om vandring på bre og turfroberedelse. Og så var i ellers klar til at tage den 8-9 timers bustur nordpå til det smukke og kuperede Jotunheimen.

Turen i sin helhed varede 14 dage og var inddelt i to etaper. Den første uge gik med selve brekurset med fast lejr tæt ved breen. Derefter tog vi på egenfærd i mindre grupper uden vejleder, som vi selv havde planlagt. Jeg havde aldrig været på tur så længe, så jeg glædede mig til den udfordring.

Brekursus på Smørstabbreen
I løbet af den første uge gennemgik vi et brekursus, hvor alle 46 studerende fra min årgang var delt ind i tre grupper. Hver gruppe havde en vejleder tilknyttet, men selve undervisningen stod studerende fra 3. årgang for. De var aspiranter til at blive breinstruktører og en del af deres vej til at blive det var undervisningspraktik med os. Der var således 2 aspiranter med hver vejleder, der hver havde halvdelen af gruppen (ca. 5 pers.). Så skulle det strukturelle vist være forklaret :)

Laura viser udstyret frem

Jeg havde aldrig været på bre med fuldt udstyr før, så derfor var det meget spændende for mig at opleve dette nye element. Vi var godt udstyret inden vi gik på breen med diverse udstyr som kan ses på billederne nedenfor. Hvis vi starter nedefra så havde vi stive fjeldstøvler eller brestøvler med steigeisen påmonteret. Steigeisen, eller stegjern som de hedder på norsk, består af 10-12 spidse pigge så vi kan stå fast på isen. Omkring hoften havde vi en klatresele, med diverse isskruer, karabiner, båndslynger, klemknydeslynger osv. hængende. En brystsele som var forbundet med klatreselen og hovedtovet, skulle forhindre at vi ikke gled ud af klatreselen hvis vi skulle falde på hovedet ned i sprække. I hånden havde vi hele tiden en isøkse og på hovedet en hjelm. Med alt det udstyr var sikkerheden varetaget og vi var i stand til at gennemfører en redningsaktion.

På breen gik vi i det der på norsk hedder taulag (dansk tovhold) af 5-6 personer, som vil sige at vi alle var bundet fast til et hovedtov af sikkerhedsmæssig årsager. På breen var der i nogle områder mange og dybe sprækker og ved at være bundet sammen, blev faldet ikke så langt og vi havde samtidig mulighed for at lave en talje og hejse den forulykkede op. Sådanne redningsaktioner blev øvet flittigt; mere om det senere.
Det første vi lærte, og som de første dage gik med, var hvordan vi bedst gå på isen. Stegjern og isøksen er gode hjælpemidler i den situationen. Vi kan gå på meget stejle passager blot ved hjælp af stegjern, men bliver det meget stejlt, må isøkse i brug. Ved at hakke den i isen får vi mulighed for at få et ekstra fast holdpunkt ud over stegjernene, og det går det noget lettere og sikrere at komme opad. Derudover lærte vi at hugge trin, som i gamle dage blev anvendt flittigt, inden stegjern blev standard udstyr.
Vi øvede den rette teknik i udfordrende områder på breen, hvor dybe sprækker skulle forceres (eller undgås) og stejle partier skulle bestiges. Det er et stort legeland at bevæge sig rundt på breen, og en fed fornemmelse at hakke isøkse i isen og trække sig op i den, få et nyt fodfæste ved at hakke spidsen af stegjernet i isen, og på den måde nå til tops på en isvæg!

Kammeratredning var også en af de helt store temaer på brekurset. En person, som regel den forreste i tovholdet, blev sænket/faldt ned i en sprække og resten af tovholdet skulle ny redde vedkomne på en sikker måde. Det foregår ved at lave en talje med enden af tovet og på den måde hejse den forulykkede op igen. Men vi måtte hele tiden have vores egen sikkerhed i baghovedet og sikre os med isskruer eller ved de andre i tovholdet. Det var spænende at lære hvordan man kan redde hinanden, og skabte en vis tryghed i gruppen og vi nu følte os godt rustet til at tackle en redningssituation hvis det skulle ske. Om dette var tilfældet kan I læse mere om senere i indlægget.
En stor oplevelse på grundkurset var da vi på en fantastisk solskinsdag tog på en dagtur til Storebjørn. En top på 2222 m., der stikker op midt på den store bre. Vi brugte i alt 12 timer på turen og det var det hele værd. Vi startede med at gå op på en ryg i nærheden af Storebjørn. På denne luftige ryg var der god udsigt over det meste af breen og til vores mål, Storebjørn. Vi fulgte ryggen til en anden top (Veslebjørn 2150 m.) og derefter gik det lidt ned før opstigningen til Storebjørn begyndte. Den sidste del inden toppen var klatring med sikring undervejs i tovholdet, da der var mange løse sten på vej op. Fra toppen var der en fantastisk udsigt, kva det gode klare solskinsvejr, og vi kunne udsigt til de høje toppe i nærområdet (Galdhøpiggen, Glittertinden og Hurrungane). Sindsygt flot! Hjemturen gik fint, og vi nåede teltet lige inden det blev så mørkt at pandelamperne måtte frem. En anden gruppe havde taget en anden vej mod Storebjørn, der viste sig at tage længere tid, og de nåede derfor ikke toppen. Hjemturen blev lang, da de mødte uventet mande sprækker som de måtte zigzage imellem og de nåede først lejren kl. 23.30.
Den første uge var på mange måder lærerig, udfordrende og spændende!

Egenfærd
Den følgende uge stod på egenfærd, hvilket vil sige at vi tog afsted i mindre grupper på egen hånd uden vejleder. Jeg var i gruppe med fem nordmænd, Petra, Ayna, Hedda, Ola og Eimund, og det skulle vise sig at være nogle fantastisk søde nogle af slagsen. Vi havde boet i telt og spist aftensmad sammen under brekusret, så vi kendte hinanden lidt på forhånd.
Den dag egenfærden startede var der meldt 40 mm. nedbør i løbet af dagen og yderligere 50 mm. om natten. Vores oprindelig plan var at krydse breen og slå lejr på den vestlige side af breen, men med den vejrudsigt blev planen ændret. Med meget nedbør kommer der ofte også en del tåge på bre og da vi ikke kendte isens beskaffenhed der hvor vi skulle gå, ville vi ikke risikere at en frygtelig masse bredde sprækker skulle besværliggøre færden. Vi valgte derfor at gå syd/vest rundt om breen. Dermed brugte vi to dage på at transportere os til det område der var velegnet for temaet for vores tur, nemlig topturer. Vi ankom efter to dages gang til en hyggeligt hytte, Leirvassbu. Hvis nogen har set skrækfilmen "Fritt vilt" så er det her den er optaget. (Så filmen i går og den kan absolut anbefales, selvom puden kom op for øjenene nogle gange) Vi blev venligt modtaget i receptionen, hvor 4 af os bestilte et rom, mens Hedda og jeg nøjes med et håndklæde så vi kunne få et tiltrængt bad. Ja, manden i receptionen nærmest tvang os i bad, ved at sige at vi ikke måtte benytte hyttens møbler medmindre vi tog et bad. Tror han kunne lugte de mange turdage hang i tøj og på kroppen.  Efter 10 dage på tur var det skønt med et varmt bad. Jeg har sjældent sat så stor pris på et bad!

Egenfærdsgruppen samlet på toppen af Bukehøe

Det er en hyggelig hytte, hvor vi nød at slappe af lidt indenfor i sofaen foran pejsen med kortspil og planlægning af hvilke toppe der skulle  bestiges. Det blev til to nætter ved Leirvassbu (Langvasshø 2030m. og Visbretinden 2234m.) og en overnatning på vej mod opsamlingsstedet for bussen i fantastisk solskinsvejr på Petras fødselsdag (Bukkehøe 2314m.) På turene blev det som tider lidt for spændende på vej op/ned, da vi ramte et løst stenmyr, hvor det var lidt farligt at gå/klatre i de meget løse sten. Men alt i alt en virkelig god egenfærd med fantastiske topturer, med nye herlige norske venner. Tak for det!

I den følgende tid har vi valgt os ind på et af fire fordybningsemne, Kyst (sejlads), vand og vassdrag (kano), kajak eller fjell og bre. Jeg har valgt det sidste, så der bliver flere fortællinger fra brevandringer og fjellklatring. Så hold dig opdateret her på bloggen!